Nu er valget endelig udskrevet og valgplakater pryder bybilledet. Sammen med valgplakaterne er der desværre også sat en del klistermærker op, med Westergårds Mohammed-tegning og slagord som “muslims, go home”. Disse klistermærker piller jeg ned når jeg støder på dem, for uanset hvad visse personer på højrefløjen måtte mene, så har den slags racistiske hetz intet med ytringsfrihed at gøre.

Jeg kigger ud af vinduet, det øser ned. Jeg tager min jakke på, regnjakken udover og paraplyen i hånden. Da jeg når ud på fortovet er regnen en let støvregn, og jeg tænker “så meget for regnjakke og paraply”. Men i det mindste blev jeg da ikke våd

Ovenstående er teksten på et såkaldt “bumper sticker” jeg så engang på en bil i Ghana, og jeg synes budskabet er fantastisk!
I USA er denne uge “teacher appreciation week”, et koncept jeg mener vi burde indføre i Danmark også. Det danske lærerkorps gør en uvurderlig indsats, både for det enkelte barn og for det danske samfund, og bliver belønnet med ringe løn, utaknemmelighed, samt stigende arbejdsbyrde og bureaukrati.
Jeg vil derfor opfordre alle til i denne uge at stoppe op og overveje hvad man personligt har en lærer at takke for og, hvis man har mulighed for det, rent faktisk også gøre det!
Tak din lærer - han/hun fortjener det!

Overskriften er løgn, jeg trives med mennesker i alle former og farver, og hvis folk er søde er jeg ligeglad med hvordan de ser ud.
Dog er der en enkelt fordel, om jeg så må sige, ved tynde mennesker, de kommer sjældent med kommentaren “ih hvor er du tynd”.
Når man uden problemer passer en str. 34 (with room to spare), får man smidt rigtig mange af den slags kommentarer i hovedet, som regel i et bebrejdende tonefald. For mig er de kommentarer ofte ligeså sårende som “hvor er du tyk” er for andre.
Jeg har været undervægtig som barn, er blevet mobbet for det, og på trods af mit bmi nu ligger inden for normalen, er folk stadig efter mig pga. min vægt.
Hvornår blev det acceptabelt at kommentere tynde folks vægt? Hvis jeg gik hen til et andet menneske og sagde vedkommende var tyk, ville omverdenen stemple mig som taktløs og uhøflig. Hvorfor gælder dette ikke begge veje?
Jeg lider ikke af spiseforstyrrelser, jeg forsøger ikke at tabe mig eller holde vægten nede, men jeg gider ikke længere ønske mig de kilo ekstra der ville gøre mig “mindre tynd” i ændres øjne. Så længe jeg har det godt, og min læge siger min vægt ikke er et problem, så gider jeg ikke bekymre mig. Og næste gang nogen kommenterer min vægt med misundelse i stemmen, så vil jeg kommentere deres. Hudløst ærligt. Så kan det være de lærer det?

Jeg har tidligere her på bloggen udbredt mig om min store kærlighed til sne (som fra tid til anden har gjort mig ganske upopulær denne vinter). Men sne er ikke den eneste nedbørsform jeg nyder, het er faktisk også ganske glad for regn. Jeg synes regn frisker op, jeg elsker lyden og duften. Jeg ved intet bedre end at gå i seng med åbne vinduer, og silende regn udenfor. Misforstå mig ikke, jeg er skam også glad for solskin, men jeg elsker regn. Verden bliver friskere af et regnskyl, lyset forandrer sig, og alting dufter anderledes.
Regn er vådt og vådt er godt

En af ulemperne ved at have både en hjemmeside og en urbanblog er antallet af spam-kommentarer der skal tages stilling til. Det er ikke så slemt på min hjemmeside, men der kommer mange på min blog. Og fællesnævneren for disse spam-kommentarer er tilsyneladende sko. Alle “afsendere” hedder noget med sko, selvom selve kommentarerne ikke handler om dem. Jeg kan ikke umiddelbart forstå hvorfor, men det gør dem lette at identificere.

Jeg bliver bachelor til sommer. To år efter kan jeg skrive Cand. Scient. på mit kort, og derefter vil jeg gerne have en Ph.d.
Jeg har nemlig forsker-ambitioner. Desværre er det blevet sværere at få en Ph.D. i Danmark, da universiteterne får færre penge, så jeg må muligvis til udlandet. Skal jeg så også betale 130.000 kr tilbage? Selv hvis dette ikke er tilfældet, og jeg får en Ph.D. i Danmark, så skal jeg gerne til udlandet et par år derefter og arbejde som post-doc forskellige steder, for at komme i betragtning til en forsker-stilling. Skal jeg i det tilfælde betale 130.000 tilbage?
At Dansk Folkeparti har opstillet et forslag der vil forhindre nyuddannede i at rejse ud og indsamle uvurderlig viden om både deres felt, sig selv og andre kulturer, kommer egentlig ikke bag på mig. Men at S og SF støtter er så komplet latterligt forslag, det undrer mig meget.
Hvis dette forslag gennemføres, så må nyuddannede bare arbejde i Danmark i 5 år, og derefter rejse ud. Det øger godt nok sandsynligheden for at de så bosætter sig i udlandet, i stedet for bare at være ude et par år, men det er der måske ikke blevet tænkt over?
Forslaget vil på ingen måde gavne Danmark (tværtimod), det vil skade både mennesker og økonomi.
Det er grotesk at politikere nægter at spørge og lytte til dem deres forslag går ud over. (dette gælder alle partier, og ikke kun den pågældende sag)

…hvor sneen daler hvid.
Jeg elsker december måned! Lige fra julelys og gaveindkøb til småkager og pakkekalender. Der er så meget at glæde sig til, julefrokost på studiet, småkagebagning med en god ven, se familien, min fødselsdag, og selvfølgelig juleaften. Alle mine gaver er købt, det meste småkagedej lavet, adventskransen og kalenderlyset er i brug og der er så småt pyntet op derhjemme. Og som for at understrege mit julehumør, ligger der et fint tæppe af sne over landet.

Jeg er et af de mennesker der bliver helt pjattet når jeg ser de hvide fnug dale ned fra himlen og dække det ganske land. Jeg elsker at se på sneen der daler, jeg elsker at kælke og slås med sne.
Det første jeg sagde i fredags da jeg stod op var “det sner” (i et toneleje en oktav højere end mit normale, på grund af ondt i halsen).
Mens mine omgivelser bander glatte fortove og trafikkaos langt væk, vil jeg sidde med et stort smil på læberne og sige “jeg elsker sne”

Lamperøg har to betydninger. Hvis noget bliver til lamperøg, bliver det ikke til noget. Hvis man får lamperøg, bliver man snydt.

Men jeg vil snakke om en anden slags røg, nemlig den cigaretrøg jeg bliver udsat for på gader og stræder, stationer og pladser.

Når det kommer til rygning, har jeg gjort klart valg, jeg ryger ikke. Jeg har aldrig røget en cigaret, cigar eller cerut, jeg har én gang taget et lille hiv af en vandpibe, resulterende i et større hosteanfald jeg ingen ønsker har om at genopleve. Når nu jeg selv behandler mine lunger så pænt, pisser det mig faktisk af når andre mennesker ikke tager samme hensyn til mine lunger. For det første skal der ikke ryges steder hvor der er opsat ikke-rygning skilte. Disse steder tæller blandt andet Nørreport Station, s-toget og de glasrum med bænke der er på diverse perroner. Hvor svært kan det være? Hvis der er et ikke-rygning skilt, så ryger man ikke. (logik for burhøns? tilsynladende ikke). Dette her er ikke bare min personlige vendetta mod rygere, det er de regler der er opstillet af DSB. Det andet der generer mig, er rygere der i regnvejr (især silende regnvejr), stiller sig ind under halvtaget ved busstoppestedet, og tænder en smøg. Ja, jeg kan bare fjerne mig fra halvtaget, men så bliver jeg drivvåd, på grund af jeres ækle vane. Vis lidt hensyn! (om ikke for min skyld, så for de mennesker der er astmatikere eller af anden årsag ikke kan tåle røgen). Den tredje ting er meget lokal, gider I godt lade være med at stå under mit åbne soveværelsevindue og ryge? Gå over i den anden side af gården (men det er måske der I selv bor?). Fjerde punkt påvirker ikke mig selv, men synet generer mig, forældre der ryger sammen med deres børn, det er sundhedsskadeligt for børnene, og de har ikke mulighed for at sige fra. Femte og sidst er bare en undren, hvorfor er det nødvendigt for nogle mennesker at have cigaretten i munden og lighteren fremme før toget standser, for at kunne tænde smøgen det sekund de træder ud af toget? Er man så afhængig, bør man søge professionel hjælp.
Jeg føler mig lidt snydt før frisk luft, når jeg påtvinges ændre menneskers (lampe?)røg.